Forsøg på en teologi og et trosbegreb i overensstemmelse med den virkelige Jesus!

Gud skriver også lige på skæve linjer: Gennem modstandere af troen til den virkelige Jesus.

Den virkelige Jesus var nok mere en typisk undersøgende journalist (som vi ville sige i dag) - og måtte også dø på grund af det. Bagefter blev han så at sige fuldstændig forfalsket af sine modstandere.

Der er en hel del kritikere af både kirkerne og den kristne tro generelt, som siger, at hele den kristne religion er tom fantasi, at den derfor er mere eller mindre fiktiv, at den i bund og grund er løgn og svindel.

Denne kritik preller naturligvis af på teologer og andre repræsentanter for kirkerne i stor udstrækning eller endda i videst muligt omfang - de synes meget ofte ikke at tage notits af den og er derfor også ligeglade med den. De fortsætter, som om alt, hvad de forsker i og proklamerer, står på fast grund.

Men jeg mener, at der blandt disse kritikere af den kristne religion og kirke findes ganske seriøse videnskabsmænd, som bestemt bør tages alvorligt. Er det ikke måske endda i overensstemmelse med en god tro på Gud at have tillid til, at der vil komme noget positivt ud af det for vores tro og dermed også for kirken, hvis

Jeg tænker her især på tre af dem:

1. Karlheinz Deschner (1924-2014), der trods alt har studeret teologi, filosofi, litteratur og historie - og som også blev doktor. I sin bog "Der gefälschte Glaube - Die wahren Hintergründe der kirchlichen Lehren" (Den falske tro - de sande baggrunde for kirkens lære) beskriver han (som andre i øvrigt også gør), at det meste af troens indhold er plagiater fra gamle ikke-kristne religioner, f.eks. jomfrufødsel eller en guddommelig faders avl, Guds sønnerskab, en gudesøns forløsende funktion, mirakler, ja selv en guds korsfæstelse, opstandelse af de døde og genopstandelse, kultfester med brød og vin.

Og her er tre billeder, der illustrerer tesen om, at de fleste af vores religioners trosretninger er plagiater:

mosaikken "Europa med Zeus klædt ud som tyr" befinder sig på Nationalmuseet i Napoli. Jeg behøver ikke at trykke et billede af den parallelle historie i Det Nye Testamente om "Marias bebudelse".

Isis i form af en fugl ved opvågningen af Osiris, der var omkommet i kampen mod det onde og derefter tilbragte tre dage med at besøge de dødes sjæle i underverdenen - relief i Sethos I's dødetempel i Abydos (Egypten) - historien om Jesu opstandelse er derfor ikke ny.

Relieffet af kejser Antonius Pius' og hans hustru Faustinas himmelfart befinder sig i Vatikanmuseerne (jeg fotograferede gipsafstøbningen i det romersk-germanske museum i Mainz). Igen, du kender helt sikkert malerier om Jesu og endnu mere om Marias optagelse.

2. den danske indolog Christian Lindtner (1949 - 2020) med sit faglige kendskab til græsk og latin og de gamle indiske sprog sanskrit og pali. I sin bog "Secrets of Jesus Christ" beskriver Lindtner, hvordan Det Nye Testamente tydeligvis i vid udstrækning er et plagiat af gamle indiske buddhistiske tekster - "pimpet op" med "indskud" fra de typiske vestlige mytologier og også fra jødedommen. Lindtner forklarer dette ved at sige, at buddhistiske munke ønskede at skabe en buddhisme for Vesten, men de var kun interesseret i den buddhistiske filosofi og byggede derfor denne buddhisme ind i en (ekstern) "ramme", som var almindelig i Vesten. Den "buddhistiske helt" i buddhismen for Vesten er derfor en Jesus, som buddhisterne har opfundet, og således når Lindtner frem til kvintessensen "Jesus er Buddha". Mere om Christian Lindtner på https://unser-mitteleuropa.com/in-memoriam-dr-phil-christian-lindtner-1949-2020/ (eller nemmere at søge ved at skrive "Christian Lindtner" og "Our Central Europe" på google).

3. den jødisk-engelske Talmud-forsker Hyam Maccoby (1924-2004), som senest var professor ved Centre for Jewish Studies ved Leeds University. I sin bog "The Mythmaker" tager Maccoby fat på denne "nyankomne" Paulus - og beskriver bl.a., hvordan han overførte de "historier" og ritualer, som han kendte fra sin barndom i Tarsus, et hovedcentrum for den til tider blodige Attis- og Adoniskult, til Jesus og dermed skabte en helt ny religion, som ikke har noget eller i hvert fald ikke har meget med den virkelige Jesus at gøre. Så ligesom Lindtner siger "Jesus er Buddha", ville Maccoby sige - løst baseret på Paulus - "Jesus er Attis".

Det, som disse tre kritiske videnskabsmænd har fundet ud af, vil faktisk være dødsstødet for vores kristne tro. Den drejer sig trods alt om de vigtigste lærdomme, som udgør vores tro.

Men det er ikke dagens ende!

Det afgørende fingerpeg om, hvad Jesus var, hvad han var engageret i, og hvorfor han blev dræbt så grusomt, fik jeg overraskende nok af en nabo, en landmand, i Knolleburekaff ("sukkerroe-landsbyen") vest for Köln (de dyrker endnu mere end sukkerroer), hvor jeg bor. Han havde engang lejet en af sine lejligheder i det ombyggede "stenbrud" på markerne ud til en alfons, en professionel i demimonde, og han havde en samtale med ham om hans "forretningsområde". Og da han talte med mig på et tidspunkt, kom vi til den konklusion, at den berømte historie om Jesus, der redder en synder fra stening i Johannesevangeliet, helt klart er en historie om straf fra demimonde. For hvornår sker det nogensinde, at en kvinde bliver taget på fersk gerning i "sådan noget" - og at der er to "fangere", som så løber direkte til retten, vel vidende, at det betyder dødsstraf for den fangede kvinde? Det sker alligevel aldrig, medmindre noget er arrangeret med vilje her. Jesus vidste helt sikkert alt dette. For han var - formentlig på grund af sit tidligere arbejde som husbygger i en familiebyggegruppe i hele området - også venner med prostituerede og skatteopkrævere (eller rettere skatteopkrævere) og havde helt sikkert også talt med dem om deres problemer. Og derfra havde han f.eks. lært, hvordan kvinder blev afpresset til prostitution - i henhold til "to-vidne-proceduren" i historien om den smukke Susanna i tillægget til Daniels Bog: "Enten har du sex med os (hvilket dengang betød, at du gik ind i prostitution), eller, hvis du nægter, vil vi anmelde dig til retten og sige, at vi fangede dig i at have sex med en ung mand, men at han slap væk, og så vil du blive henrettet." Så en attraktiv kvinde havde kun valget mellem prostitution eller døden mod sådanne mænd - så ingen chance. Og i tilfældet med synderen i Johannesevangeliet var situationen naturligvis noget anderledes: hun var helt sikkert prostitueret og havde på en eller anden måde brudt reglerne for sit "erhverv" - vi ved ikke, hvad det var, men det er ikke vigtigt - og skulle nu straffes for det. Måske havde hun skjult sin korrekte indtjening og ikke afleveret den korrekt? Måske havde hun også hørt om Jesus' taler og ønskede at forlade sit erhverv? Derfor havde hendes "beskyttere" (eller alfonser) sørget for, at hun blev taget i at have sex med en fange (det var en arrangeret historie, så fangen kunne slippe ubemærket væk) og derfor skulle hun straffes - især som en advarsel til "beskytternes andre hustruer", så de ikke også ville gøre sådan noget pjat ...

Hvis jeg tolker maleriet "Jesus og synderen" rigtigt, så havde maleren Lukas Cranach den Ældre samme opfattelse af fortællingen i Johannesevangeliet som jeg, nemlig at det er en kriminalhistorie. Jeg tror ikke, at man kan male det tydeligere, hvis man mener, at de potentielle narkomaner er kriminelle, men de ligner i det mindste ikke indbildte moralister. Og de to "kloge ældre herrer" bagerst til højre er de typiske højtråbende teologer og filosoffer (og sandsynligvis også de fleste journalister), som altid kun ser overfladen og ikke (ønsker at) vide, hvad der virkelig foregår. På denne måde kan de kriminelle fortsætte med at gøre, hvad de vil, og hvordan de vil. Et fascinerende billede! Jeg ved allerede, hvorfor jeg fik den malet til mig i Vietnam!

Jesus havde været vidne til denne brutale opførsel - og fordømte den i offentlige taler: "Mod synden, mod hyklerne, for kærligheden". Han havde altså taget kampen op mod den tydeligvis meget magtfulde demimonde, som vi i dag ville sige "mafiaen". Så han måtte dø for det.

Jesus var altså ikke en religionsstifter, som NT beskriver ham, men noget i retning af en undersøgende journalist som de undersøgende journalister Peter R. de Vries (Holland), Ján Kuciak og hans brud Martina Kusnirova (Slovakiet), Daphne Caruana Galizia (Malta) og Jamal Khashoggi (Saudi-Arabien) i vores tid. Han havde altså fundet ud af de kriminelle intriger i forbindelse med prostitution og penge (mafiaens typiske forretningsområder, myndighedernes funktionærer deltog eller så den anden vej) "på stedet" og gjorde det så, i mangel af de i dag sædvanlige medier, offentligt kendt i offentlige taler - som senere blev til mere eller mindre fromme prædikener, der ikke gjorde nogen fortræd.

Hvordan er det "plagierede Nye Testamente" så blevet til? Sagen er faktisk ret enkel, når man først har fundet frem til ideen om den demimonde, som Jesus havde engageret sig imod. For med Jesu død var Jesu ideer naturligvis ikke døde, han havde talt offentligt længe nok, og derfor havde han også efterfølgere. Og efter hans død begyndte nogle af dem at fortsætte i hans ånd. Det kunne Jesu modstandere slet ikke lide. Men hvordan skal de gribe det an? Vi kender et lignende problem i dag med sletning af filer på harddiske i computere. Hvis du sletter dem ved at klikke på "slet"-funktionen, er indholdet selvfølgelig stadig til stede, men du kan ikke længere finde det. Men der findes programmer til at finde dem igen. Noget bliver først slettet, når det indhold, der skal slettes, overskrives med nyt indhold. Og sådan var det også med Jesu engagement - derfor blev det overskrevet med et "nyt indhold" - dvs. med et koncept fra alle disse plagiater fra andre religioner, som vi i dag kender som "Det Nye Testamente". Det Nye Testamente er altså ikke et reklame- og opbyggelsesskrift FOR den virkelige Jesus, men en genial aflednings­manøvre mod den virkelige Jesus og hans sag - med tidens midler, ligesom der var disse plagiater af gudehistorier og buddhisme.

Og denne "nyankomne" Paulus spillede tydeligvis en ledende rolle i denne sletning og omskrivning, for han kom med ideen om at gøre Jesu død på korset til en offerdød, som han selv ønskede - for at frelse menneskeheden fra hvad som helst....

Det betyder også, at de tre kritikere af vores religion, som blev citeret i begyndelsen af denne artikel, har fuldstændig ret i deres kritik - blot ser løsningen på problemet måske noget anderledes ud, end de havde forestillet sig.

Du kan finde flere detaljer om dette og især om, hvad opdagelsen af den virkelige Jesus betyder for os i dag, på internettet under "Jesus-ideologi" på hjemmesiden www.michael-preuschoff.de - også på flere sprog (oversat med det bedste oversættelsesprogram på nuværende tidspunkt www.deepl.com).

Men jeg kan allerede høre kritikerne sige: Hvis vi antager, at syndshistorien fra Johannes 8 virkelig er en halvverdens strafhistorie, er den derfor et tegn på den virkelige Jesus. Men hvordan kan man smide hele den traditionelle teologi over bord på baggrund af et enkelt indiciebevis? Jeg kan kun sige, at i en uklar sag, og Jesus-sagen er virkelig meget uklar - ingen ved, hvem der har skrevet Det Nye Testamente (det var i hvert fald ikke Jesu disciple eller andre, der havde oplevet Jesus personligt), hvorfor det blev skrevet, og hvordan det blev bragt "blandt folket" - kan man meget vel rekonstruere en sag perfekt ud fra et enkelt godt indiciebevis!

Og frem for alt: Med en tilbagevenden til den virkelige Jesus' engagement - dvs. til en "Jesus-ideologi" - ville vores religion naturligvis se helt anderledes ud, den ville ikke længere være en præsternes og de lærdes religion, en dogmernes og troens religion, og dermed heller ikke længere en magt- og herskerreligion, hvis hovedmål er tilgivelse og trøst i livet efter døden, men en yderst etisk livsindstilling med fornuftige spilleregler. Og disse fornuftige regler ville være af en sådan art, at alle kunne acceptere dem, især med hensyn til seksuel moral. De skal dog lære dem det fra barnsben. Med "alle" mener jeg også muslimerne - efter min erfaring som lærer er det netop deres piger, der er mest interesserede. Vi kan alligevel ikke nå de "gamle" - men vi kan nå de unge! Selvfølgelig er det svært for os at nå dem generelt, men hvis vi vinder vores kristne unge mennesker, så vil det også komme ud til de muslimske unge - og især i vores internettid - også blandt de muslimske unge!

Og her er noget fra virkeligheden i dag: hvordan kvinder og piger i stedet for en direkte idiotisk kønsopdeling af sproget virkelig kan opgraderes.

Der er faktisk blevet sagt nok om problemet med kønsopdeling: Denne omfor­mning er trods alt en fuldstændig meningsløs og fuldstændig overflødig og ofte endda latterlig bastardisering af det tyske sprog. Det er meningen, at det skal medføre (som det magiske ord abracadabra) mere kønsretfærdighed og dermed en yderligere opgradering af kvinderne. Men erfaringen er, at det simpelthen ikke fungerer med et sådant "magisk ordsprog", et sprog kan sim­pelthen ikke opnå en sådan opgradering - for det er altid omvendt: en ændret virkelighed medfører - hvis det overhovedet er nødvendigt - en ændring af sproget. Så vi må sørge for at ændre virkeligheden på en anden måde!

Og med ligestilling mellem kønnene er der endnu en gang en ny so, der bliver drevet gennem landsbyen - med det formål at holde alting ved lige med hen­syn til det, der virkelig betyder noget, og det, der skal ændres! Og sådan er det sikkert også i andre lande - med alle mulige "andre svende", som i virke­ligheden er ineffektive til en reel opgradering af kvinder.

Hvad jeg mener, kan måske bedst udtrykkes i en samtale med moderen til en elev, som jeg havde relativt kort tid efter begyndelsen af min "karriere" som lærer på en erhvervsskole i forbindelse med et forældremøde: For mange år siden havde hun spurgt mig på et forældremøde om formålet med min religionsundervisning. Jeg svarede lidt letfærdigt: "Pigerne er alle sammen lidt skizofrene. Hun: "?????" Mig: "Jamen, de er panikslagne over for det harmløse og paradisiske, hvor de også kunne hente nyttig viden om den menneskelige natur og inspirere mænd, der vil være i orden med en smuk moral, nemlig "nøgen på stranden". Men det problematiske, nemlig sex med alt for ofte tvivlsomme partnere, som nogle gange også giver dem livslange traumer, det er det, de ønsker og gør." "Og hvad vil du nu gøre," sagde moderen, "hvad vil du nu?" Mig: "At pigerne gør det hver især med den anden." Moderen: "Hvis du kan gøre det, er du god!"

Ja, hvad er det egentlig, der sker her?

Sagen er den, at vi mennesker fra naturens side er meget moralske væsener, især i seksuelle spørgsmål - og det fra vores ungdom og fremad, især pigerne. Og da de ikke får lært nogen eksplicit moral - det har de også fået deres hjerne af naturen til - overtager de den moral, der er almindelig i deres samfund, og det er pseudomoralen om fjendtlighed over for kroppen, så de lærer fra barnsben at skamme sig over deres krop. Fordi især de dele, der adskiller dem fra det modsatte køn, er tydeligvis noget, som man helst ikke vil vise andre, hvilket betyder, at de må være noget ondt.

Derfor er det en skam! Men livet går videre - og på et tidspunkt bliver det modsatte køn også interessant. Faktisk ville det være helt nok for unge mennesker, der altid er i en slags "frieri-fase" for at finde den rigtige partner for dem, at se og vise - med andre ord, et helt harmløst spil for at lære hinanden at kende. Men det er ikke muligt - en sådan harmløs adfærd er umuliggjort af opdragelsen til kropslig fjendtlighed eller endog skam. For befrielse fra skam ville være en skik for prostituerede - og man er ikke prostitueret og ønsker ikke at blive det. For det ville være i modstrid med en høj moral ...

Hvad skal man så gøre? Da samleje alligevel skal finde sted en dag, og da det, som alle siger, ikke går godt med alle, siger pigerne til sig selv: "Så lad os gøre det! Samleje er trods alt en del af den seksuelle selvbestemmelse og et tegn på vellykket frigørelse. Og alle taler om, at det er helt normalt og endda nødvendigt - også som et tegn på, at man er sund. Så de starter det - og ofte med partnere, der faktisk er uegnede - som det var emnet for samtalen med moderen.

Men denne fordrejning af moralen, hvad der egentlig er harmløs sjov og noget helt naturligt (hvis man bare gør det rigtigt), og hvad der ikke er så harmløst, og hvad unge mennesker bør eller ikke bør gøre, alt efter situationen, vender op og ned på seksualmoralen i vores civilisationer. På Jesu tid blev piger og unge kvinder med et højt niveau af kriminel energi afledt fra deres naturlige høje moral ved hjælp af direkte kriminelle metoder - i dag programmeres de med ligegyldighed og mangel på empati ved hjælp af manipulation til en pseudomoral. At få noget på plads her - begyndende med de unge mennesker - og at engagere sig, det ville være en religions opgave - efter Jesus-ideologien. Dette ville føre til en vellykket seksuel selvbestemmelse og reel frigørelse, især for piger og dermed for kvinder senere i livet - hvis de på den ene side overvinder deres fjendtlighed over for kroppen og på den anden side kun har samleje der, hvor det ifølge naturen hører hjemme, nemlig i familien (fordi der kan fødes børn i processen - og børn hører jo til i en familie)!

Og hvad angår skam, så kommer den kun af det faktum, at vi ikke lever vores naturlige moral - som er monogame - ud. Og hvis vi levede det, ville skammen automatisk forsvinde, så at sige. Måden at opnå denne naturlige moral på er ved at gøre pigerne mere snedige i denne forstand!

Et af Lukas Cranach den Ældres idealer, som både var maler og humanist, var, at moral og nøgenhed hører sammen, ja, at sand moral måske kun er mulig, hvis den også kombineres med nøgenhed (selvfølgelig kun, hvor det passer ind). Et meget fint eksempel på denne kombination er skildringen af den romerske borger Lucretia, selv om hendes skæbne var trist. Hun var blevet voldtaget og led så meget under denne forfærdelige oplevelse, som hun selv var uskyldig i, men som hun ikke længere ville leve med, at hun begik selvmord. Romerne anså hende derfor for at være indbegrebet af moral. Og det var i denne forstand, at Lucas Cranach den Ældre malede hende.

Men i lyset af denne storslåede manipulation er det kønsbestemte vrøvl også en perfekt afledningsmanøvre. Mere om dette på www.michael-preuschoff.de , især i online-bogen "Jesusideologie".

Michael Preuschoff, Dipl.-Theol. og pensioneret religionslærer fra en erhvervsskole.

Oversat fra tysk med www.deepl.com